Projektkøb guide

Projektkøb guide

Der kan være mange fordele i at investere i et projektkøb – om det så er en villa, ejerlejlighed eller andet. Fordelene er blandt andet, at du flytter ind i noget helt nyt og eventuelt får indflydelse på, hvordan boligen bygges. Der er dog også mange ting, som du skal være opmærksom på, når du skal investere i et projektkøb. Derfor har vi her samlet nogle ting, som du skal være opmærksom på, inden du investerer i et projektkøb.

Hvad er et projektkøb?

Hvis du ikke har fundet drømmeboligen endnu, kan det måske være, at det er fordi, den ikke er bygget endnu. Måske skal du da overveje et projektkøb. Et projektkøb er, når man køber et hus eller en lejlighed før det er bygget. Huset findes derfor kun på papir i det første lange stykke tid, og de sælges oftest inden byggeprojektet er startet. Man kan både selv stå for at bygge huset, eller man kan få en entreprenør til at bygge det, hvilket er mere almindeligt.

Fordelen ved et projektkøb er som sagt, at du flytter ind i noget helt nybygget, hvor du samtidig har mulighed for selv at bestemme nogle af detaljerne i boligen, som eksempelvis design af køkken og bad. Derudover kan et projektkøb være en god forretning, idet priserne ofte stiger i takt med at byggeprocessen skrider frem. Hvis du derfor er tidligt ude, får du ofte mere for pengene.

Få en ide om projektets omfang og udseende

Huset eller ejendommen er som sagt ikke bygget, før du køber det, så det kan være svært at få en fuldstændig ide om, hvordan det kommer til at se ud. Her kan du være heldig, hvis noget af bygningen eller en lignende bolig er bygget tidligere. Så kan du få lov at få en ide om, hvordan din kommende bolig kommer til at se ud. Ellers skal du få fat i så mange brochurer og billeder, som der findes af projektet, så du kan få den bedste ide om, hvordan din nye bolig kommer til at se ud.

Ofte kan du som sagt også få indflydelse på, hvordan de essentielle dele skal se ud. Det kan være, at du kan være med til at bestemme formen på køkkenet. Men typisk er materialer og lignende bestemt på forhånd af entreprenøren. Alt dette afhænger af, hvilket projekt det er, og hvem entreprenøren er. Så forhør dig gerne om din indflydelse på projektet, inden du skriver under på kontrakten.

Få den rette rådgivning

Når der er tale om at købe et projektkøb, kan det være en fordel at få hjælp og information omkring købet hos en fagmand, som kan fungere som boligrådgiver, eller en boligadvokat. Der kan nemlig findes forskellige risici ved et projektkøb. Ofte er byggerierne i nye områder, og der kan derfor være nye byggerier, der kommer til at have indflydelse på området og udsigten.

Du skal også være sikker på, at ejeren af projektet har et ordentligt budget, og at du kan få et sted at bo, hvis projektet overskrider sin dato for færdiggørelse. Netop udskydelse er en risiko ved projektkøb, som du ikke kan gøre så meget ved. Da du ikke på forhånd ved, hvordan byggeriet kommer til at gå, kan det også være svært at vide, hvornår det bliver færdigt.

Hav styr på detaljerne

Der er flere ting, du skal være opmærksom og forberedt på ved et projektkøb. Du skal som allerede nævnt være forberedt på forsinkelser ved byggeriet. Her kan det være en fordel, hvis du kan gøre overtagelsesdagen fleksibel på din nuværende bolig, hvis du sælger den. Så vil du altid have et sted at bo, hvis projektet udskydes eller bliver forsinket på den ene eller den anden måde.

Det kan også være en god ide at få tjekket og gennemgået boligen for fejl og mangler, inden du betaler for det fulde beløb. Det betyder, at det tydeligt skal stå i kontrakten, at man sammen skal gå igennem fejl og mangler, og at entreprenøren skal betale for de fejl, der så skulle være. Alt dette skal stå i kontrakten og er noget, du skal vide, inden du betaler det fulde beløb. Så er du sikker på, at du får en bolig, der er i den bedste stand, inden du betaler. Normalt ville man jo kunne se fejl og mangler, inden man køber huset, men da huset ikke er bygget endnu, kan det ikke ses, før det er færdigbygget.

En sidste ting, som du skal være opmærksom på, er, at størrelsen på huset kan ændre sig, fordi man først meget sent i forløbet kan få den præcise opmåling. Dog vil det ikke ændre sig det store, men man skal være opmærksom på det, da det også kan ændre lidt på den endelige pris.

Nu gælder det egentlig bare om at finde det projektkøb, der passer til dine behov og dit budget, og så er det ellers bare om at undersøge tingene grundigt, inden du skriver under på kontrakten og skødet er skrevet!

Kilde:Skødeservice.dk

Skriv en kommentar